Det her er den ultimative efterårskage med alle de gode efterårssmage, jeg kan komme i tanke om; Æbler, varme krydderier, vanilje og pekannødder, der minder mig om den amerikanske Pecan Pie. Det kan altså noget!
Kagens look skulle minde om en tur i skoven, når det er efterår. Det synes jeg egenlig lykkes meget godt med de fine orange, gule og brune farver. Der er nu noget hyggeligt over efterårssæsonen.
God bagelyst <3
Antal: 10 personer
Ingredienser:
Dag 1:
Pumpkin spice krydderi:
4 tsk. kanel
2 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt kryddernellike
1 tsk. stødt muskatnød
1 tsk. allehånde
1/4 tsk kardemomme
Dag 1:
Kanelkage med pumpkin spice:
45 g smør
130 g sukker
130 g mel
2 tsk kanel
1/2 tsk kardemomme
1 spsk pumpkin spice
0,5 tsk bagepulver
1,70 dl mælk
Dag 1:
Æblekompot med karamelliseret æblepuré og pekannødde-fyld:
Pekannødde-fyld:
35 g brun farin
55 g mørk sirup
0,5 æg
5 g smeltet smør
0,5 tsk vaniljepaste
0,5 tsk kanel
45 g grofthakkede pekannødder
et nip salt
Karamelliseret æblepuré:
85 g friske æbler i tern
20 g brun farin
1/2 tsk vaniljepaste
Æblekompot:
125 g friske æbler med skræl
60 g æblepuré af karamelliserede æbler
15 g brun farin
2,25 g pektin
1 lille tsk pumpkin spice
Dag 1:
Råcreme:
0,5 blad husblas
2 æggeblommer
2 spsk flormelis
2 tsk vaniljepaste / 2 vaniljestænger
2,5 dl fløde (25 ml varmes, 2,25 dl piskes)
Dag 2:
Æblemousse:
3 blade husblas
240 g æbler med skræl
25 g sukker
1 tsk vaniljepaste
65 ml ufiltreret æblemost
1 øko citron (ca. 6 spsk), skal og saft
3 dl fløde
Dag 3:
Chokoladepynt:
300 g hvid chokolade
Gul og rød pulverfarve
Forskellige blomster
Fremgangsmåde:
Pumpin spice krydderi: Bland alle ingredienserne sammen i en tætlukket boks og stil den til side til den skal bruges
Kanelkage med pumpkin spice:
Smelt smørret ved lav varme i en gryde og sæt det til side. Tilsæt dernæst sukker og mælk
Rør kanel, kardemomme, pumpkin spice og bagepulver i dejen
Put dejen i en foret kagering/springform på 16 cm i diameter. Bag bunden ved 200 grader i ca. 15-17 minutter til den er fin gylden på toppen
Lad bunden køle helt af. Put den i en ren kagering (16 cm i diameter) med kageplast indeni og bagepapir i bunden
Æblekompot med karamelliseret æblepuré og pekannødde-fyld:
Pekannødde-fyld:
Smelt smørret i en gryde og sæt det til side
Hak pekannødderne groft
Bland til sidst alle ingredienserne sammen med smørret
Hæld fyldet i en springform (16 cm eller 18 cm i diameter) og bag den ved 180 grader i ca. 14-18, eller indtil fyldet får en fast konsistens
Lige efter bagning røres nødderne sammen
Lad derefter pekannødde-fyldet køle af. Sæt det til side til det skal bruges
Karamelliseret puré:
Skær æblerne i tern og kom dem i en gryde med brun farin og vanilje
Kog æblerne op til de er møre og karamelliserede
Stavblend massen så du får en lind puré
Stil puréen til side til den skal bruges
Æblekompot:
Skær de friske æbler i små tern
Varm brun farin, æblepuré af karamelliserede æbler og pektin op i en lille gryde til massen tykner
Tilsæt dernæst de friske æbler, der blot kort vendes i massen. Der skal stadig være bid i dem
Tag gryden af varmen og tilsæt pumpkin spice
Vend pekannødde-fyldet i æblekompotten og fordel det ovenpå kanelkagen. Jævn overfladen med et glas
Stil kagen i fryseren imens næste lag laves
Råcreme:
Udblød husblas i koldt vand i 5-10 minutter
Pisk æggeblommerne og flormelis til en tyk og letskummende konsistens. Tilsæt vaniljekorn/vaniljepaste
Varm 25 ml fløde til kogepunktet. Tag gryden af varmen og pisk husblas i
Rør fløden i æggeblommemassen. Lad cremen køle til håndvarm
Pisk 2,25 dl fløde til stift flødeskum og vend i cremen
Fordel råcremen ovenpå æblekompotten
Sæt kagen i fryseren natten over så den kan sætte sig helt
Æblemousse:
Udblød husblas i koldt vand i 5-10 min
Kog frisk æble, æblemost, sukker, vanilje, citronsaft og citronskal op til æblerne er møre
Tag gryden af varmen og stavlend massen til en lind creme. Si den
Pisk husblas i saften. Lad massen køle til håndvarm
Pisk fløden til letpisket skum og vend i massen, der er kølet til håndvarm (er den for varm kan den skille fløden)
Hæld moussen i en silikoneform på 18 cm i diameter foret med kageplast (eftersom kagen vil blive højere end formen)
Tag den frosne kage ud af fryseren og put den ned i æblemoussen med råcremen nedad
Sæt kagen i fryseren natten over så den kan sætte sig helt
Chokoladepynt:
Klip to stykker kageplast og læg dem klar på køkkenbordet:
Chokoladebånd: 58 cm x 5 cm
Chokoladeringe: 46 cm x 5 cm eller 8 cm
Chokoladebånd:
Put en kagering (18 cm diameter) i køleskabet
Temperér chokoladen og tilsæt gul og rød pulverfarve
Hæld chokoladen over kageplasten, jævn fladen med en lille paletkniv, frigør kageplasten fra bordet og kør fingrene ad siden af kageplasten så chokoladerester fjernes
Når chokoladen næsten har sat sig, sættes båndet rundt om den kolde kagering med chokoladen indad og stilles tilbage i køleskabet
Fjern kageplasten når chokoladen har sat sig og sæt båndet på kagen
Chokoladeringe:
Put en kagering (14 cm diameter) i køleskabet
Brug den tempererede chokolade fra før
Hæld chokoladen over kageplasten og jævn fladen med en lille paletkniv
Kør en chokoladeskraber med små riller over kageplasten
Frigør kageplasten fra bordet og kør fingrene ad siden af kageplasten så chokoladerester fjernes
Når chokoladen næsten har sat sig, sættes båndet rundt om den kolde kagering med chokoladen indad og stilles tilbage i køleskabet
Frigør ringene, når chokoladen har sat sig
Placer 3 chokoladeringe på kagen
Pynt med forskellige blomster, der sættes fast med en lille klat glukosesirup
Comentários